top of page

Min hund vil ikke have sele på - hvad er årsagen?

For mange hundeejere er det at tage halsbåndet eller selen frem ensbetydende med en glad og forventningsfuld hund, der straks står klar ved døren. Mange hundeejere spørger: min hund vil ikke have sele på - hvad er årsagen? Nogle hunde gemmer sig, viser tegn på uro eller bliver stive i kroppen, så snart selen kommer til syne. Det kan virke uforståeligt, især hvis gåturen ellers er noget, hunden plejer at elske. Der er flere grunde til, at hunde kan udvikle angst for deres sele eller halsbånd – og ofte er det et spørgsmål om oplevelser, tidlige associationer og fysiske gener.


Hund_bange_for_sele
Hund der gemmer sig for selen

Tidlige oplevelser og uheldige associationer

Mange problemer relateret til angst hos hunde stammer fra deres tidlige erfaringer. Hvis en hund første gang bliver introduceret til en sele eller et halsbånd uden tilvænning – f.eks. med tvang, i et ukendt miljø eller uden mulighed for at vænne sig til fornemmelsen – kan det skabe en negativ association. For eksempel kan en hvalp, der får selen på for første gang lige inden en overvældende tur i bilen eller ved et højt tordenbrag, forbinde selen med noget ubehageligt fremover.


Ubehag ved pasform og materialer

En anden hyppig årsag er fysisk ubehag. En sele, der ikke passer ordentligt, kan gnave, stramme eller trykke ubehageligt mod brystkassen, skuldrene eller bagbenene. Især racer med særligt kropsbygning– som mynder, gravhunde eller franske bulldogs – kan opleve, at standardmodeller ikke sidder korrekt. Hvis hunden forbinder selen med smerte eller irritation, er det naturligt, at den viser tegn på angst, når den skal have den på.


Det samme gælder halsbånd. Et for tungt, stift eller kløende halsbånd kan føles begrænsende, og nogle hunde bryder sig ganske enkelt ikke om følelsen. Hvis hunden samtidig er sensitiv over for berøring omkring nakken eller har haft problemer med berøring af ører, hals eller hoved, kan et halsbånd forstærke ubehaget.


Fejl i håndtering og introduktion

Det kan være fristende at tage selen på hurtigt, særligt hvis man har travlt, eller hunden ikke står stille. Men netop den slags situationer kan forværre problemet. Hvis hunden hver gang skal “fanges” eller holdes fast for at få selen på, lærer den, at det er en situation, den ikke har kontrol over. Det kan udløse stress og skabe en langvarende negativ association.

Forebyggende kan man at lade hunden se og snuse til selen i kombination med belønning (mad/leg), og gradvist vænne hunden til, at den bliver lagt på kroppen imens man danner en positiv forbindelse. Hvis det trin bliver sprunget over, især hos hvalpe, kan det føre til en oplevelse af tvang – og dermed angst senere i forløbet. For ældre hunde kan det samme ske, hvis de har fået en ny sele med en dårlig pasform eller lyd (for eksempel velcro eller kliklåse), som de ikke kender.


Sensitivitet

Nogle hunde er mere sensitive end andre. For dem kan selens kliklyde, følelsen mod pelsen eller endda lugten af materialet være overvældende. Det gælder især hunde, der i forvejen har tendens til stress eller nervøsitet i forbindelse med nye oplevelser I sådanne tilfælde er det ikke nødvendigvis selve selen eller halsbåndet, der er problemet – men selve det at det er et ukendt objekt - hvilket skaber ubehag eller forvirring.


Sociale eller miljømæssige faktorer

Der findes også tilfælde, hvor angsten ikke handler om selve udstyret, men om det, selen signalerer. Hvis en hund konsekvent oplever, at det er ubehageligt eller farligt at komme udenfor – for eksempel på grund af trafik, fremmede hunde, høje lyde eller andre stressfaktorer – kan den begynde at forbinde selen med dét ubehag. Det bliver altså ikke selen i sig selv, der er problemet, men det den forudsiger.

Især adopterede hunde, tidligere gadehunde eller hunde fra dårlige forhold kan reagere på denne måde. Hvis de ikke er vant til gåture, eller tidligere har oplevet straf og skældud i forbindelse med seler og halsbånd, kan det kræve tålmodighed og genoptræning at skabe nye, positive associationer.


Min hund vil ikke have sele på - Hvad kan man gøre ved det?

Det er først og fremmest vigtigt at finde ud af, hvorfor hunden er blevet bange for selen. Hvis angsten f.eks. skyldes, at selen klemmer eller niver, skal man naturligvis finde en ny sele – men associationen er stadig dannet, og derfor er det ikke nok i sig selv. Man skal skabe en ny, positiv forbindelse til den nye sele, og det kan man gøre ved at knytte selen til gode oplevelser som mad og leg.

Man skal have tålmodighed, for det kræver, at hunden er fuldstændig tryg ved selen, inden man overhovedet begynder at arbejde på at tage den på.


Hvis problemet derimod er, at selen er blevet associeret med ubehag på gåturen, er det et helt andet scenarie. Her skal man først arbejde med, at hunden bliver tryg ved at være ude, før man reelt kan begynde at skabe en positiv association til selen – da selen i dette tilfælde ikke er den udløsende faktor for angsten. Det afhænger derfor i høj grad af, hvorfor hunden er bange for selen.


I langt de fleste tilfælde vil man dog skulle arbejde med hundens association til selen, uanset hvad den oprindelige årsag til angsten var. Et af de mest effektive redskaber til dette er at skabe en situation, hvor hunden har kontrol. Det kan man gøre ved at lære hunden selv at placere hovedet i halsbåndet eller selen.


Når hunden oplever, at halsbånd eller sele ikke blot medfører noget positivt, men også at den selv har kontrol og er aktiv i processen, skabes der en uvurderlig tryghed i situationen.


HUnd bange for sele - hav tålmodighed

Mange søger efter: Hund bange for sele - og det kan være svært at gennemskue den rigtige løsning. At lære din hund ikke at være bange for sele eller halsbånd handler ikke kun om træning – det handler også om forståelse, tålmodighed og frem for alt at skabe tryghed.


Har du brug for hjælp til din hund, så tilbyder jeg både personlig rådgivning og adfærdsbehandling: 
• Book en adfærdskonsultation her: https://www.hundekonsulent.dk/adfaerdsbehandling

Kontakt mig gerne, hvis du har spørgsmål – så laver vi en plan for jer sammen.

Hundehilsner, 
 Mia Gaardmand Hundeadfærdsinstruktør & dyreadfærdskonsulent

 
 
 

Kommentarer


Kontakt & Tilmelding

Har du har spørgsmål, ønsker du at booke plads på et hold eller eller privat konsultation? Udfyld formularen, og så svarer jeg tilbage hurtigst muligt. 

Du kan også kontakte mig direkte på:

E-mail: info@hundekonsulent.dk
Telefon: 5373 2161
WhatsApp: Klik her


Jeg ser frem til at høre fra dig :)

Hvad drejer din henvendelse sig om

Privatlivspolitik
© 2025 Happy-Pets | CVR: 34246475 | Blishønevej 1, 8541 Skødstrup | Telefon: 53732161

  • Facebook
  • YouTube
bottom of page